Brug af et symptomscoringsskema bør indgå som standard i evaluering og kontrol af patienter med symptomgivende BPH. Det Internationale Prostata Symptom Scoringsskema (I-PSS) findes at have forskellige mangler, og det anbefales derfor indtil videre at anvende DAN-PSS-1 (Dansk Prostata Symptom Scoringsskema) i rutinen. I videnskabelige undersøgelser må suppleres med I-PSS for at resultaterne kan sammenlignes internationalt.

Det anbefales rutinemæssigt at kontrollere behandlingseffekt f.eks. efter 6 mdr. med symptomscoringsskema, hvilket også kan anvendes som kvalitetskontrol af den givne behandling.

Det skal dog understreges, at et symptomscoringsskema ikke i sig selv er tilstrækkeligt til at vurdere behandlingsindikationen. Det giver en værdifuld vejledning ved den primære vurdering, og fungerer som dokumentation ved behandlingskontrol.

Symptomscoringsskemaer er non specifikke, d.v.s. ikke diagnostiske for BPH, og udelukker således ikke differentialdiagnoser eller komplikationer til BPH.